Musikhuset Kbh x ALICE: Araw N Fazaz
13.11.2021
— 21:00
I hænderne på den franske oud-virtuos Léo Fabre-Cartier, det marokkanske stortalent Younes Baami og et hold af traditionelle musikere fra Khenifra foldes den traditionelle amazigh-tradition fra Atlasbjergene ud i nye og poetiske fortolkninger. En sjælden lejlighed til at høre denne musik i Danmark!
Koncerten er præsenteret af ALICE.
Araw N Fazaz opstod, da den franske oud-virtuos Léo Fabre-Cartier begyndte at spille musik med den unge marokkanske musiker Younes Baami – en elev af den legendariske musiker Mohamed Rouicha. Baami spiller på den traditionelle loutar, et oud-lignende strengeinstrument, der er fremtrædende i den traditionelle berber-musik amazigh.
Léo Fabre-Cartier er velbevandret i orientalsk musik og har studeret marokkanske tradtiioner gennem mange år. I byen Khenifra ved Atlas-bjergene fordybede han sig i lokale berber-traditioner og blev grebet af den traditionelle amazigh musik – en musik, som ikke mindst foldede sig ud for ham i mødet med Younes Baami.
Baami har fra en ung alder optrådt med en række store mestre i genren og har spillet talrige koncerter i Europa, Afrika og Asien. Selvom han er dybt forankret i den traditionelle amazigh, er han også en musiker med åbenhed for andre strømninger, og han har da også spillet med musikere fra mange lande og traditioner.
I Araw N Fazaz optræder Fabre-Cartier og Baami i selskab med en række formidable musikere og sangere fra Khenifra. Med udgangspunkt i Baamis egne kompositioner åbnes der op til en gribende og rig musikalsk tradition, som vi kun sjældent har mulighed for at nyde på disse kanter. Et musikalsk univers, der folder sig ud i mødet mellem hypnotiske call and response-vokal, traditionelle trommer og selvfølgelig den smukke dialog mellem oud og loutar.
Køb billet